top of page

Hjertelindring

– et sparringsforløb om dig, dine børnebørn og deres forældre

I efteråret 2022 meldte Zoologisk Have i København ud, at fordi der var kommet en hyænebaby, måtte mormoren lade livet, fordi det ikke var muligt for dyrene at finde sig til rette i den nye orden. Helt så slemt går det ikke i menneskeverdenen, men det er en stor forandring, når 3. generation kommer til.
 

I rigtig mange familier viser det sig, at tilpasningen til de nye roller er sværere, end man troede. Til tider er man kun enige om én ting – nemlig at barnebarnet er verdens dejligste

Formål

I et hjertelindrende forløb hos mig ser vi sammen på det, der udspiller sig i din familie. Og prøver at få blik for, hvad der gør det svært. Med udgangspunkt i dine eksempler får du en dybere indsigt i moderne børneopdragelse, og hvorfor nutidens forældre gør, som de gør og ikke gør. Vi undersøger kommunikationen og kaster lys på de steder, hvor der er risiko for at blive misforstået.

 

 

Måske kan du svare ja til et eller flere af disse spørgsmål: 

  • Er du bange for, at det hele skal gå i hårdknude?

  • Føler du dig misforstået eller ligefrem skubbet til side/afvist i samarbejdet omkring barnebarnet?

  • Ender du af og til i konflikt med dit barnebarns forældre helt ud af det blå?

  • Er du inderst inde bange for, at børnebørnene ender med at blive helt umulige?

  • Frygter du, at du aldrig får lov at passe dem?

  • Får du til tider den tanke, at uenigheden kan føre til et brud?

 

 Det er hårdt at gå rundt og have det sådan!

 

I åndedrætsterapien, som jeg har arbejdet med i en del år, taler man om, at kærlighed skal modtages. Og måske står du der med al din mormor/farmor/bedstemorkærlighed og føler ikke altid, at den bliver modtaget. Den smerte, man føler, når ens kærlighed ikke bliver modtaget, kan gøre, at man føler sig slået ud, magtesløs eller får lyst til at ”lukke af” for at beskytte sig selv.

Det er sårbart at åbne - men det er også meget helende

​Mange tænker Jeg skal ikke sidde og dele ud af problemerne i familien, men finder du modet til det, vil du opdage, at det kan være både befriende og berigende. I samtaler med mig kan du trygt sige dét, du normalt ikke siger højt, fordi det er for svært eller måske ligefrem føles forbudt. At sidde med de følelser, kan føre til frustration, vrede – og måske skam.

I forløbet med mig vil du få:

Et ekstra sæt varme øjne, der sammen med dig ser på de dynamikker, der kører i jeres familie – og kigger på de ting, der tynger dig mest og ligger dig mest på sinde.

 

Indsigt i/viden om det moderne børnesyn med de rammer det giver for samvær.

 

Konkrete forslag til en kommunikationsform, der rækker ind over generationskløften og kan løsne fastlåste mønstre.

 

Blik for hvad du selv bærer rundt på i din ”rygsæk”, og hvordan det påvirker dig og dine relationer.

 

Sidst, men ikke mindst får du en forståelse for, at du kun kan ændre på dig selv. Dét kan til gengæld skabe frihed, når du opdager den indflydelse, du selv har – der er større mulighed for forandring, end du måske er klar over!

 

Vores samtaler vil udfolde sig som en vekselvirkning mellem vidensdeling, sparring og små øvelser, når vi sammen undersøger, hvordan du kan prøve at finde nye veje.

Det praktiske

Et hjertelindrende forløb består af 5 sessioner af 1,5 time og 1 telefonsamtale (15-20 minutter) mellem sessionerne.

 

Sessionerne foregår enten på mit kontor i det indre København eller over Zoom. Jeg anbefaler, at der ikke går mere end 3 uger mellem sessionerne – med det interval får du det fulde udbytte og mest muligt momentum.

 

Normalpris kr. 8.500,-

Introduktionspris: kr. 7.000,-    Farmorrabat 10 %.

 

Hvis du ønsker det, kan du betale i 3 rater mod en merpris på kr. 100,-.

Er du blevet nysgerrig eller har spørgsmål, er du meget velkommen til at ringe eller maile til mig, så du kan blive klogere på, om dette forløb er noget for dig.

bottom of page