En tegning fra barnebarnet

Yngstebarnebarnet på 4 er vild med dyr og har tegnet en regnbuepapegøje til sin mormor.

Ros kan være ris til egen r..

De fleste af os kender situationen – den 4-årige kommer glad hen med en tegning, som hun har lavet til sin mormor. (Og ja 😊, det kan selvfølgelig lige så godt være en dreng, og måske bliver tegningen foræret til en farmor, en bedstefar eller en tante – men i det følgende kommer der til at stå ’hun’ og ’mormor’, for det bliver alt for langt og bøvlet, hvis alle alternativerne skal med hver gang). Okay, tilbage til tegningen. Som mormødre er vi selvfølgelig nemme at begejstre, og det skal vi også være. Oftest vil svaret være noget i retning af: ”Neeej, hvor er den flot! Tusind tak!” eller ”Iiih, sikke en fin tegning, er den til mig? Tak skal du have!” Fortsæt selv eksempelrækken – der findes et utal af rosende udtalelser, vi lader strømme ud til barnebarnet. Og den der ros, dén kan hun godt lide, for at blive rost skaber en lille velbehagelighedsfølelse indeni. Nogen har sagt, at ros er nærmest som narkotika. Lysten til mere ros kan gøre, at hun lader sig rive med og går i gang med en mindre ’masseproduktion,’ så hun kommer susende med den ene tegning efter den anden, som bliver produceret på kortere og kortere tid og med mindre og mindre ’hjerteblod’. Groft sagt: Hun vil have sit fix. (Vi kommer tilbage til det ’vanedannende’ i næste afsnit.) Det er helt naturligt at have lyst til at rose sit barnebarn, så som den søde mormor, man er, roser man også de næste frembringelser (måske indtil tegningerne bliver for ’sjuskede’ selv for en mormor). Men hvor kærligt det end er ment, er det noget, man bør holde op med. Indrømmet – det er at sætte sagen på spidsen. Forklaring følger!

Hvad sker der, når man får ros?

Når du roser dit barnebarn, sætter du gang i en række processer i hendes hjerne, hvor bl.a. to vigtige stoffer kommer i spil – endorfiner og dopamin. Endorfiner bliver populært kaldt for kroppens naturlige ’lykkehormoner’. Du kan give barnebarnet et ’skud’ af hormonet, ved at kramme, trøste - eller rose hende. Endorfiner hjælper med at lindre smerte, men det vigtigste i denne sammenhæng er, at de skaber følelsen af velvære og sætter barnet i bedre humør.

Endorfinerne gør bl.a. også, at der frigøres dopamin. Det er et stof, som bidrager til, at barnet mærker en glæde, og at hun er tilfreds med sig selv. Følelsen af at have udrettet noget positivt kan give hende lyst til at tegne flere tegninger – det skaber simpelthen en motivation. Det er så også forklaringen på, at ros kan være nyttig/gavnlig, nemlig i situationer, hvor man vil motivere. (Lidt mere info: Dopamin kan give en følelse af ’eufori’, som man også kan opleve ved fx fysisk aktivitet, seksuelt samvær og indtagelse af chokolade).

For meget af det gode

Hvis man giver barnet ros med ros på – altså ros for selv det mindste, eller ureflekteret ros – kan det få negative konsekvenser, og dét var jo ikke hensigten, vel?

Børn, der udelukkende får ros og ikke andre former for feedback/reaktioner, når de gør eller frembringer noget, kan ende med en form for afhængighed – de føler sig kun værdifulde, når de får omverdenens ’godkendelse’.

Hvis et barn oplever, at hun får ros, uanset om hun har gjort en stor eller en lille indsats, kan det lægge en voldsom dæmper på motivationen – og så kan hun ende med at være tilfreds med at gøre det minimale, for der falder jo ros alligevel.

Omvendt kan meget ros føre til, at barnet i højere grad gør ting for at opnå ros, end fordi hun selv har lyst – ligesom hun kan få svært ved at blive tilfreds med sin egen indsats, hvis ikke hun hele tiden bliver rost.

Og endelig kan et barn, der primært får ros, få svært ved at tage imod konstruktiv kritik – så hun bliver dybt frustreret og hverken kan eller vil snakke om det.

Når lillepigen har foræret mormor tegningen, sker der tit det, at hun bliver stående – bliver ligesom ’hængende’ lidt. Hun har fået rosen, som luner, men hun har ikke fået noget af det vigtigste, vi kan give hende – nemlig ægte kontakt og nærvær. Og hun har ikke fået styrket sin selvfølelse.

Man skal forstå den lille forskel

Og den er i virkeligheden kæmpestor – jeg ’taler’ her om forskellen på selvtillid og selvfølelse.

Selvtillid bygger på tro på egne evner, troen på at man kan. Den har altså med præstation at gøre.

Selvfølelse (også kaldet selvværd) er følelsen af at have værdi, ene og alene fordi man er til.

Ros kan skabe selvtillid, men den kan være skadelig for selvfølelsen, og dén skal jo helst opbygges og styrkes under hele barnets opvækst.

Den anerkendte familieterapeut og forfatter Jesper Juul beskriver i en af sine bøger, hvordan forskellen på, om man har en veludviklet eller en lav selvfølelse, kan udspille sig: ”Hvis et barn eller en voksen med en sund og veludviklet selvfølelse f.eks. sætter sig for at lære at spille klaver, vil hun reagere nøgternt, når hun opdager, at hendes musikalitet ikke slår til. Hun vil måske blive trist over at skulle tage afsked med en drøm eller en ambition, men hendes ord vil være nøgterne: ’Det var ikke lige mig’ eller ligefrem saglige: ’Jeg er ikke musikalsk nok til at lære det.’

Hvis hun har lav selvfølelse, bliver udtrykket mere dramatisk: ’Jeg dur da heller ikke til noget!’ Det er ikke kun hendes musikalitet, der er begrænset. Hun oplever hele sig selv som en fiasko. Der er en verden til forskel på at vide om sig selv, at der er noget, man ikke er god til, og på at føle sig dum, mislykket eller forkert. Der er bl.a. den meget vigtige forskel, at det er meget svært at lære noget, når man føler sig dum.”[i]

Hvis man ikke må rose, hvad må man så?

Svaret er: Anerkendelse!

Så når barnet kommer og forærer os en tegning, har hun ikke brug for at blive bedømt på sine evner som tegner, men hun har brug for at føle sig set og hørt. Dét behov kan du sagtens opfylde! Det vil måske kræve lidt omstilling og tilvænning, men du kan godt! Det kræver ’bare’ dit ægte nærvær, at du udviser en oprigtig interesse for barnets følelser og tanker – og at du evner og har lysten til at lytte.

Her bliver jeg nødt til at understrege, at anerkendelse skal være oprigtigt ment, ellers køber barnet den ikke. Er anerkendelsen ikke ægte, vil hun med meget stor sandsynlighed fange det i dit tonefald eller kropssprog.

Anerkendelse

Med anerkendelse flyttes fokus fra det færdige resultat til processen – såvel frembringelsesprocessen som barnets indre proces! Så i stedet for at rose tegningen, interesserer du dig for det, der er på tegningen, for tegneprocessen og for barnet – du kommenterer måske nogle ting, og du spørger ind til noget andet. Så føler barnet sig set og hørt! Brug også kropssprog og ansigtsudtryk til at understrege den ægte interesse – fx ved, at du smiler og nikker, mens I snakker om tegningen.

Vær nysgerrig – spørg løs! Stil gerne åbne spørgsmål – de indbyder til refleksion og samtale. Og lyt aktivt: Vis, at du er engageret i samtalen – og undgå at afbryde hende eller straks komme med forslag til løsninger, hvis der er noget, hun ikke er tilfreds med.

Husk, at det allervigtigste er at udtrykke ægte interesse for, glæde og måske overraskelse over barnets kreativitet og det, hun har frembragt.

Ifølge Juul er anerkendelse ligefrem hovedkilden til udvikling af god selvfølelse hos barnet – så det er bare om at komme i gang 😊.

Eksempler på anerkendende bemærkninger

Jeg syntes, det krævede lidt øvelse at ’blive god’ til anerkendende bemærkninger, og det tog lidt tid, før jeg fandt ud af, hvordan jeg skulle tackle det, når der var noget på tegningen, som jeg ikke kunne se, hvad forestillede. Som regel fik jeg at vide, hvad hovedmotivet var: ”Se, mormor, jeg har tegnet en kat til dig.” Men ude i siderne kunne der være forskellige ting, som jeg ikke kunne regne ud. Ofte går det faktisk godt bare at spørge: ”Og hvad har du så tegnet dér?” Eller med et stort smil at sige: ”Og er det dér så en struds/en lille brandbil?” – eller noget andet skørt, og så svarer hun henrykt: ”Neeej, det er da en xxx.”

Og ellers har jeg haft rimelig succes med spørgsmål i stil med nedenstående. Jeg håber, de kan være til inspiration.

”Hvad var det, der gav dig lyst til at tegne lige præcis dét her?”

”Jeg kan se, at du har tegnet en tiger – er den glad eller sur? Tror du, den er sulten?”

”Det ser ud som om, du har brugt rigtig meget tid på den tegning. Hvad var det sværeste/sjoveste at tegne?”

”Det ser ud til, at du har haft det sjovt med at tegne – hvordan fandt du på at tegne lige netop dét?”

Sammenfatning

Man bør kun rose barnebarnet med omtanke – og i små mængder. Det handler ikke om at eliminere ros helt, men snarere om at balancere den med ægte anerkendelse. Ros kan skabe selvtillid – følelsen af at være dygtig, at være noget værd i kraft af det, man præsterer. Men ros kan være skadelig for selvfølelsen – altså følelsen af at have værdi, ene og alene fordi man er til. I stedet for at rose, er det langt bedre at anerkende barnet – vise oprigtig interesse for barnets proces. Være nysgerrig, spørge løs. Det skaber bedre kontakt til barnet, giver plads til samtale og gavner barnets selvfølelse.

[i] Jesper Juul Dit kompetente barn, Gyldendal, 2022.